BOOK ET FOREDRAG

Vi holder løbende foredrag i hele Danmark om fotografi og arbejdet med vores forskellige projekter. Vores foredrag er målrettet skoler, højskoler, organisationer og virksomheder og giver indsigt i både den kreative proces og hvordan fotografiske fortællinger om menneskelige vilkår er med til at skabe dialog i vores samfund.

Book et foredrag og bliv inspireret, motiveret og underholdt med historier og refleksioner fra to fotografer, som i mere end 20 år har fordybet sig i skildringen af mennesker fra alle samfundets lag.

Kontakt os på telefon 26 84 40 43 eller mail@helgatheilgaard.dk

I´M HERE NOW

‘I´m here now’ undersøger, hvordan man bevarer sit grundfæste i verden, samtidig med at verden indeni og omkring én smuldrer. Det er en fortælling om at miste, om tabet af sig selv og det der var, og om forsøget på at genfinde sit rodfæste i livet.

Foredraget afsøger de kompleksiteter og modsætninger, der er i at være til. Det handler om menneskets natur; om had, begær, kærlighed og afmagt. En natur, der kan stå i skærende kontrast til de idealbilleder, vi opstiller for vores liv. Fotografiernes temaer kredser om menneskelige relationer mellem fravær og nærvær, isolation og kontakt, håb og fortvivlelse, der danner paralleller mellem fortid og nutid.

DE RODLØSE

Mit værk om hjemløse i Danmark var en stor udfordring. At komme tæt på disse mennesker og vinde deres tillid var krævende, men da de først stod i atelieret foran kameraet, og jeg skulle tage portrætterne, vidste jeg instinktivt, hvordan hver enkelt person var, og med hvilket udgangspunkt jeg skulle fotografere dem. Det særlige var, at jeg under optagelsen kom til at genkende dele af mig selv i de mennesker, der stod over for mig. Deres sårbarhed, angsten ved at være menneske, men også deres styrke og råhed.

Foredraget fortæller om at stå ansigt til ansigt med mennesker, som lever skjult, og om mine metoder og oplevelser i arbejdsprocessen af dette værk, der handler om at se de hjemløse i øjnene.

BODY OF DESIRE

Hvem er de mennesker, der hver dag prostituerer sig? Foredraget tager udgangspunkt i min arbejdsproces med at fotografere, hvordan de prostitueredes kroppe spejler vores drømme og længsler og vores ønske om kærlighed og intimitet, lyst og begær. Det er fortællinger fra gaden med vidt forskellige indgange til, hvorfor de involverede arbejder med prostitution, og mine tanker og overvejelser i den forbindelse.

De to foredrag om socialt udsatte kan kombineres til ét sammenhængende foredrag.

FRA IDE TIL VÆRK

Foredraget handler om fotografiet som kunst – om rejsen fra idé til det færdige værk.
Det tager udgangspunkt i mine mange års erfaring i arbejdet med mine større fotografiske værker ”Øen i havet”, ”De Rodløse”, ”Body of Desire” og senest “I´m here now”.

Foredraget er en fortælling om min egen passion og lidenskab for fotografiet, om de medvirkende, som ofte er et spejl af mig selv, men også om de kunstneriske overvejelser, der ligger til grund for selve arbejdsprocessen.

SÅDAN FUNDRAISER DU DIT FOTOGRAFISKE PROJEKT

Tag med på dette fyraftensmøde, hvor jeg deler ud af mine konkrete erfaringer fra mere end 10 års arbejde med fundraising og projektudvikling indenfor fotografi. Du bliver guidet igennem processen og får et overblik over relevante fonde, samarbejdspartnere og ideer til at udvikle dit fotografiske projekt til at opnå støtte.

ØEN I HAVET – EN BILLEDFORTÆLLING FRA CHRISTIANSØ

Foredraget handler om mine oplevelser og tanker undervejs i arbejdet med et projekt, der bragte mig tæt på øboerne på Christiansø, og hvordan det var at isolere mig fra mit eget liv igennem to vintre og være den iagttagende i så lille et samfund med kun 100 beboere.

”Ligesom billedkunstnerne for snart 100 år siden transformerede velkendte motiver fra Christiansø til generelle udsagn om den tid, de blev skabt i, fremlægger Helga C. Theilgaard rækken af individuelle portrætter og historien bag den enkelte som et samlet billede. Selvom den individuelle historie stadig står i centrum, gør mangfoldigheden det samlede billede universelt. Et billede, der på én gang fortæller os om det helt særlige, og samtidig måske endnu mere om det alment menneskelige, der, uanset hvor vi bor og lever, kan placere os på det yderste skær.”

Museumsdirektør Lars Kjærulf Møller, Bornholms Kunstmuseum